+45 24 85 12 70
Skolelæge i Strandby-Farsø Kommune

 

Den 28. oktober 1940 behandlede skolekommissionen en henvendelse fra kredslæge dr. med Lorentz C. Stage, Farsø om, at tage initiativ til, som et forsøg, at ansætte en skolelæge ved Farsø skole. Kredslægen anslog, at udgiften ved ordningen ville blive 2 kr. 50 ører pr. barn. Kommissionens anbefalede initiativet over for sognerådet.

Sognerådet behandlede sagen på sit møde den 13. november 1940. Rådet udtrykte sympati for sagen, men ønskede den nærmere undersøgt. Den 19. januar 1941 vedtog rådet at ansætte kredslæge L. C. Stage som skolelæge i Farsø sogn og praktiserende læge i Farsø Cordt Møller som skolelæge i Strandby sogn.

Kredslæge Stage var meget aktiv med hensyn til, at der i kommunerne blev oprettet skolelæge ordninger. I modsætning til den øvrige del af Aalborg amt blev der i flere kommuner i Farsø lægedistrikt oprettet tilsvarende skolelæge ordninger. Han var endvidere initiativtager til, at der den 8. juni 1944 blev startet en sygeplejeforening i Farsø.

Den 12. december 1944 holdt han bl.a. foredrag om skolelægeordningen på Aars lærerkreds generalforsamlingen, som i Løgstør Avis blev karakteriseret som udmærket.

L.C. Stages initiativ var sandsynligvis inspireret af det kommisionsarbejde som undervisningsministeriet startede i 1936. Kommissionens 2. betænkning omhandlede indførelse af skolelæge og skoletandpleje ordninger i kommunerne. Undervisningsministeren fremsatte på den baggrund i 1943 et lovforslag om skolelæger. Lovgivningsarbejdet stoppede imidlertid den 29. august1943, da folketinget standsede sin virksomhed i forbindelse med at samarbejdspolitikken blev bragt til standsning. 

Efter besættelsen blev lovgivningsarbejdet genoptaget og loven om skolelæger blev vedtaget den 12.juli 1946. Efter loven skulle skolelægen foretage en årlig undersøgelse af alle elever, herunder måle og vejen eleven, samt undersøge for  tuberkulose. Skolelægen havde også tilsyn med skolernes hygiejneforhold. Loven trådte i kraft den 1. april 1947.

For landkommunerne, som f.eks. Strandby-Farsø, var det Aalborg amts skoledirektion, der administrerede ordningen.

L.C. Stage blev i december 1946 ansat som kredslæge i Østlollands lægedistrikt med bopæl i Saxkøbing. Han blev den 1. april 1947 afløst af Kredslæge Erik Lage. Han blev samtidig ansat som skolelæge i Vesthimmerland

Kort efter sin tiltræden holdt skolelæge Lage et foredrag den 20. maj 1949 i Løgstør  for sogneråd, skolekommissioner og lærere i Vesthimmerland, hvor han redegjorde for den nye skolelægeordning. Han fortalte, at han skulle påtale uheldige sanitære forhold ved skolerne, undersøge eleverne en gang årlig, foretage høre- og synsprøver. Han præciserede samtidig, at han ved konstaterede sygdomme ikke foretog behandling af eleverne, men henviste dem til de praktiserende læger, dog foretog han de officielle vaccinationer. Endelig oplyste han om at ordningen kostede 4,50 kr. pr. elev årligt, hvoraf staten betalte halvdelen.

Efter foredraget oplyste førstelærer Klingenberg, Hornum at man havde haft skolelæge i 8 år og undrede sig over, at man ikke havde ansat den praktiserende læge som skolelæge.

I efteråret 1953 deltog Lage i et 2 måneders kursus i hygiejne i Gøteborg med hovedvægten lagt på smitsomme sygdomme, levnedsmiddelkontrol og spildevand.

Erik Lage engagerede sig også i lokalsamfundet bl.a. var han i en periode formand for Røde Kors lokalafdeling.

Den 1. juni 1955 blev Lage ansat som kredslæge på Midtfyn. Han blev afløst af kredslæge Ole Hendil, der kom fra en stilling som kredslæge og skolelæge i Kalundborg. Hendil fratrådte stillingerne i juni 1964 på grund af sygdom og døde den 18/8 1969.

Skolelægefunktionen blev herefter i en periode betjent af vikarer. I 1966 blev Vera  Schumacher Petersen, Løgstør ansat som vikar. Hun blev i april 1967 fast ansat i stillingen for en 6 års periode.

Ved kommunalreformen i 1970 overgik ansættelseskompetencen til kommunerne. I januar 1973 indgik de nydannede Løgstør og Farsø kommuner en aftale om en fælles skolelægeordning med Vera Schumacher Pedersen som skolelæge.

Henning Olsen